Oplægsholder og tilhørere som sidde rundt om et bord.
Foto: Ole Mortensen.

14.05.2024

 

I Holstebro er REvolver-forløbet i fuld sving med at udvikle mennesker til at kunne virkeliggøre deres forretningsidé. Ideer, der tager udgangspunkt i deltagernes egne kompetencer og passion - og på principperne for cirkulær økonomi. Dette foregår gennem et gratis forløb med dynamisk undervisning over otte uger.

 

Kan alle løse nogle af verdens problemer og arbejde som iværksættere? I udviklingscentret Loop Hub i Holstebro arbejder man målrettet med dette spørgsmål i det særlige iværksætterforløb REvolver.

 

I et gratis og fleksibelt forløb, der strækker sig over otte uger, bliver der arbejdet ud fra personlig, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

 

Første hold på REvolver-forløbet er i fuld gang. Her bliver deltagerne guidet gennem en proces, hvor de trin for trin bliver klogere på alt fra problemanalyse og idéudvikling til kommunikation og virkeliggørelse, samtidig med, at de også lærer noget værdifuldt om dem selv i processen.

 

En af deltagerne er designer og udvikler Kristine Holzendorff. Hun bruger REvolver-forløbet til at spore sig ind på, hvad hendes passion er.

 

– Det er virkelig inspirerende at være en del af et hold, der er sammensat af mennesker med vidt forskellig baggrund. Og især at bæredygtighed virkelig er en del af alt, hvad vi beskæftiger os med i REvolver, siger hun.

Iværksætter er ikke bare en titel

Mand sidder ved et bord.
Projektleder Jonas Gol tror på, at der bor en iværksætter i os alle – og at der er behov for at udvikle og understøtte andre typer iværksætteri end den, hvor man ’arbejder 100 timer om ugen og sover på en madras under bordet’. Det skal være menneskeligt bæredygtigt. Foto: Ole Mortensen.

REvolver-forløbet består af 10 moduler, der foregår enten fysisk i Loop Hub, online som et webinar, eller som hjemmearbejde. Deltagerne klædes på med kompetencer fokuseret på blandt andet kommunikation af idéer, hypotesetest og bæredygtige forretningsmodeller.

 

Én af hjørnestenene i REvolver er at arbejde med spild- og restmaterialer, der er blevet til overs. For er der potentiale gemt i det, nogle betragter som affald?

 

Projektleder i Loop Hub, Jonas Gol har været med til at udvikle forløbet i samarbejde med rådgivningsvirksomheden zeal. Han håber på at kunne få flere til at indse, at de kan arbejde som iværksætter.

 

– Iværksætter er ikke bare en titel, det er også en handling. Det betyder, at alle med en idé og viljestyrke er potentielle iværksættere. Det handler om at finde en tilgang og en proces, der virker. Hvis man stoler på processen og lægger arbejdet i det, så kommer resultaterne også, siger Jonas Gol.

Fakta

  • REvolver er udviklet i Loop Hub på baggrund af et partnerskab mellem Holstebro Kommune og Circular Economy Beyond Waste.
  • Lyder REvolver-forløbet interessant, så finder du tilmeldingsskemaet på loophub.dk. Her kan du finde detaljeret information om forløbet og ansøge om en af de 15 gratis pladser på efterårets REvolver-hold.